Juelsminde/Hedensted Kommune

Food with a view

I Juelsminde og Hedensted Kommune har vi ikke stjerne-restauranter, men vi har udkig til stjernerne. Og til havet og skoven.

Maden og folkene i feriebyen Juelsminde er ægte. Fiskene kan hentes hos Juelsminde Fisk, som folk kommer langvejs fra for at handle hos. Krydderurterne plukkes i baghaven og maden bliver tilberedt og serveret af folk, som kender historien og lever midt i den.

God mad med eller uden tag over hovedet

Flere restauranter i Juelsminde og Hedensted Kommune serverer god mad+. Altså retter, som du kender, men med et twist af elegance - eller humor.

Hvis du selv ønsker at lave mad, kan det gøres over bål på en af kommunens shelter pladser. Eller over grill på en af kommunens mange strande. Måske en havørred, som du selv har fanget ved kysten omkring Juelsminde – sølvkysten, som den kaldes.

Gastronomi i Hedensted Kommune, og i feriebyen Juelsminde i særdeleshed, handler i høj grad om alle de kvaliteter, der omringer maden. Hvem du nyder din mad med, hvor du nyder den og hvordan du nyder den. Mad er mere end mad.

5 anbefalinger

Roen i vandkanten på Restaurant Liniepavilionen

Restaurant Liniepavilionen ligger på Juelsmindes gamle færgehavn og dens charmerende træterrasse sopper i vandkanten af den lille strand, hvor børnene kan bade og lege, mens mor og far finder ro i vinen og maden. Restauranten forpagtes af Jette og Carsten, som plukker årstidens bedste råvarer og finder stolthed og tilfredshed i at forkæle deres gæster. Selv siger de, at de ”ligger i vandkanten udenfor stresszonen”.

Overblikket på Restaurant Færgegården

Restauranten ligger på Hotel Juelsminde Strand, hvis hvide ny-istandsatte bygninger troner på Færgegårdsbakken ved indkørslen til feriebyen Juelsminde. Udsigten over skoven og bugten giver dig et overblik og en følelse af overskud. Hotellets leder er uddannet tjener og hans professionalisme og faglige stolthed og tjenernes motiverede og venlige tilgang til service er det halve af den gastronomiske oplevelse. Resten af oplevelsen er naturligvis maden, som kan betegnes som kendte retter med et 3-dimensionelt twist.

En majestætisk oplevelse på Restaurant Brasseriet

Restaurant Brasseriet er en del af Hotel Vejlefjord, som er en bygning, der er et slot værdigt. Atmosfæren i Brasseriet er hyggelig og indretningen afslappet med bløde stole, lysekroner og afhøvlede trægulve. Udsigten over hotellets park, der skråner ned mod Vejle fjord gør din restaurantoplevelse til mere end blot en spiseoplevelse. Køkkenet serverer årstidens lækkerier med lige dele Danmark og udland.

Fra hav til bord på Juelsminde Fiske Bistro

Fiskebutikken og Fiskebistroen på Juelsminde Havn skærer fileter og piller rejer med den ene hånd og serverer friske fiskeretter med den anden. Stemningen er uhøjtidelig og du henter selv din mad ved kassen. Kortet består af simple fiskeretter som for eksempel stegt rødspætte, stjerneskud og tunsteaks. Det er ikke stor madkunst, men fiskebistroen er det bedste sted at sidde på en lun sommeraften, hvis man er til havnestemning og maritimt mylder.